Laser & Pjalter
En bidende satire over et dobbeltmoralsk samfund.
KÆRLIGHED, KORRUPTION OG KYNISME
Fire teatre kaster sig over Brechts og Weills udødelige, kulørte musical om sex, magt og kærlighed – både den ægte og uægte. En bidende satire over et dobbeltmoralsk samfund. I LASER & PJALTER er alle småforbrydere, der malker systemet.
Her møder vi gangsterbossen Mackie Springkniv, der i al hemmelighed gifter sig med tiggerkongens datter Polly. Men Mackie har “glemt” at fortælle, at han allerede er hemmeligt gift og endda med politikommissærens yndlingsdatter, Lucy, som han oven i købet også har gjort gravid. Og pludselig er Mackie en jaget mand uden nogen steder at gemme sig. For i en verden af luddere og lommetyve, plattenslagere og tiggere, er alle til salg – selv ordensmagten.
Relevant teater og intense sange
Bertolt Brecht (1898-1956) er en af 1900-tallets vigtigste dramatikere og teaterteoretikere og er desuden en fremragende lyriker. Brecht ville med sit ”episke teater” på en gang underholde, men samtidig altid under en forudsætning af, at tilskueren skulle holdes ”vågen”. Tilskueren måtte ikke drømme væk i teatrets magi, men aktivt tage stilling til teatrets udsagn.
LASER & PJALTER havde premiere i 1928 og var højdepunktet i samarbejdet mellem ham og en af det 20. århundredes største musikdramatiske begavelser; Kurt Weill. Hans musik var begyndelsen på en hel tradition, som blandt andre Nick Cave og Tom Waits bygger videre på. Weills melodier til Brechts tekster giver forestillingen LASER & PJALTER en dobbelthed, som både er skarp og morsom selv i dag 80 år efter.
Instruktør Ole Sørensen om, hvad Brecht kan i dag:
"Jeg har ofte igennem årene arbejdet med Brecht. Med hans tekster og sange, og hver gang opdaget den kraft de stadig indeholder. Og når så komponisten Weill, i flere tilfælde sætter musik til, bliver det til et unikt og underholdende kraftfelt. Samfundskritikken i Laser og Pjalter og anklagen mod menneskenes grådighed, er ikke blevet mindre aktuel….”
Et unikt samarbejde
LASER & PJALTER bliver til i et samarbejde mellem Odsherred Teater, Teatret Fair Play, Teatret Møllen og Svalegangen. Instruktør Ole Sørensen og scenograf Gitte Kath har sammen med otte skuespillere og en pianist skabt en musikalsk koncentreret forestilling i Brechts åbne og direkte form.