Det er en underfundig historie, om en prinsesse der bliver gravid i utide, og en hofmaler der vil forføre en hofdame ved at male hende, mens hun tager bad i en skovsø. Historien kan ses som Karen Blixens ironiske svar på Søren Kierkegaards "Forførerens Dagbog". EHRENGARD er dramatiseret af Per Brink Abrahamsen med tilladelse fra Rungstedlundfonden, og den engelske tegner og illustrator Dodie Masterman har skabt nogle fortryllende scenerier fra det lille tyske storhertugdømme o. 1830.
Opførelse nr. 1000.
Svalegangens Dukketeater præsenterer med genopsætningen af EHRENGARD opførelse nr. 1000 siden teatrets start i 1987. Det indbefatter opførelser af mere end 40 forskellige forestillinger hjemme og ude, fra Rusland til Frankrig og fra Operaen til Rungstedlund.
EHRENGARD spillede sidst i 2001 ved indvielsen af Dukketeatrets lille teatersal på 4. sal. Det var endvidere ved premieren på ”Ehrengard” i 1989, at pressen for første gang anmeldte Danmarks eneste papirdukketeater:
”Denne omtale medførte bl.a. til, at jeg i 1990 kom i kontakt med Dronning Margrethe, som sidenhen har været en skattet gæst på Dukketeatret. For mig er ”Ehrengard” også en forestilling hvor billeder, dialog og musik går op i en højere enhed og beviser, at man kan lave seriøse forestillinger for et voksent publikum på Dukketeatret.” siger Dukketeaterdirektør Per Brink Abrahamsen
Pressen skrev.
"...englænderen Dodie Masterman har skabt dukker og især dekorationer af raffineret og delikat skønhed...en lille forestilling på højt artistisk niveau... man ser den lille scene udvide sig ved fantasiens magiske kraft og blive til et forunderligt eventyrligt univers." Ebbe Iversen i Berlingske Tidende.
"..."Da historien slutter... har man for længst glemt at det er dukketeater. Man har været i fortællerskens og fortolkningens illusion." Hans Andersen i Jyllands-Posten
Læs mere om
Svalegangens Dukketeater