MOLIÈRES KLASSIKER, UDSAT FOR EDER,
FORBANDELSER OG ELGUITAR.
”Jeg har en meget bedre idé. Hvorfor bliver De ikke selv læge? Patient og læge i ét. Det er den bedste måde at blive helbredt på. Ingen patient kunne finde på at holde lægen selv for nar.” TOINETTE
Det er historien om en rig mand, der er så hysterisk syg og svag, at han ønsker sig en svigersøn, der er læge. Datteren har imidlertid øje for en anden ung mand. To skuespillere og et helt batteri af menneskestore dukker i en kvik, sprudlende komedie om drilagtige fupmagere og den sande kærlighed. En komisk oplevelse for det publikum, der har en stærk mave.
FORRYGENDE TRAGI-HYSTERI FOR FULD SKRUE
Teatret Møllens og Nørregaards Teaters komedie-tour-de-force DEN INDBILDT SYGE er skrevet af den hollandske dramatiker Ad de Bont, usædvanlig frit efter Moliéres klassiker.
Forestillingen spiller 19.-24. oktober på Gruppe 38’s scene i Mejlgade 55 - i hjertet af Århus.
I Ole Sørensens og Hans Nørregaards iscenesættelse udsættes ’arvegodset’ for eder, forbandelser, elguitar og imaginære kropsvæsker’ i alle afskygninger. Klaus Andersen i titelrollen og Folmer Kristensen som hans trofaste, men morbidt drilagtige tjenestepige Toinette, yder en komisk kraftpræstation af de helt særlige.
Ved premieren skrev Jydske Vestkystens anmelder:
"Det er fuldstændig forrygende. En veltimet energiudladning fra de to medvirkende, som leger behændigt med illusionerne"
To mænd alene på scenen - og et helt batteri af menneskestore, bizarre dukker, skabt af Gertrud Exner. Bag scenografien står århusianske Claus Helbo. Forestillingen er for voksne - og unge fra 11 år.