PÅ SCENEN STÅR SKUESPILLER JAKOB HØJLEV JØRGENSEN.
HAN ER IFØRT SORT KJOLE OG PERLEKÆDE.
HAN SIGER, HAN HEDDER CHARLOTTE VON MAHLSDORF.
HUN HAR EN DRAMATISK HISTORIE AT FORTÆLLE.
Denne prisbelønnede monolog af Doug Wright beskriver Charlotte von Mahlsdorfs utrolige liv. Hun overlevede nogle af de mest turbulente år i europæisk historie. Først flugten fra nazisterne under Anden Verdenskrig, derefter de brutale år med kommunistisk regime i Østtyskland. Som mand i kvindetøj gik hun imod sin skæbne. Hun kæmpede for sin eksistens og skabte det såkaldte Gründerzeitmuseum for at bevare en bid af en kultur, der var ved at gå til grunde.
Museet var Charlottes store lidenskab. Hun modtog en hædersmedalje af DDR som tak for at bevare en epokegørende periode i tysk industridesign. Samtidig blev hun hængt ud som Stasi-informant af tyske tabloidaviser. Da Berlinmuren faldt i 1989, kom det frem, at hun havde drevet et fristed for homoseksuelle i kælderen under sit museum i Østberlin, tæt overvåget af Stasi.
Danmarkspremiere på prisvindende skuespil
"Jeg er min egen kone" har vundet et hav af priser, bl.a. Pulitzerprisen og Tony Award for bedste skuespil. Stykket får Danmarkspremiere på Aalborg Teater og spiller fra den 6. - 10. oktober på Svalegangen.
LÆS interview med Jakob Højlev Jørgensen i Politiken, Ibyen