
BESÆTTELSE er et moderne karakterdrama, der handler om den erotiske besættelse, som måske slet ikke er så forskellig fra den ideologiske i forhold til, hvordan vi lader os forføre af veltalende, magtfulde og karismatiske mænd og kvinder.
Det er en fortælling om at vælge side i historiens afgørende øjeblikke uden at have eftertidens privilegerede klarsyn og om ideologier, der bliver en besættelse, som mennesker er i stand til at leve, dø eller ofre andres liv og frihed for.
Baseret på en sand historie
BESÆTTELSE er skrevet af dramatiker Ann Sofie Oxenvad og baseret på flere års omfattende research i retsopgøret mod den aarhusianske Gestapo-stikker Grethe Bartram umiddelbart efter befrielsen i 1945.
Under besættelsen var hun kommunist og aktivt medlem af Modstands-bevægelsen og samtidig en af Gestapos mest effektive stikkere i Danmark.
BESÆTTELSE handler om Grethe Bartram og fem mænd, som alle får betydning for hende under retssagen: en bror, en elsker, en forsvarer, en fængselspræst og en ung fængselsbetjent. Men BESÆTTELSE er ikke kun relevant for Aarhus. Forestillingen er ikke en biografisk skildring af Grethe Bartrams liv og forsøger ikke at retfærdiggøre hende, men undersøger vores forhold til ideologier og “det onde” og stiller spørgsmålet: Hvis man fjerner de onde, er det onde så væk?
På utallige opfordringer genopsætter Svalegangen denne gigantsucces, der spillede for fulde huse på teatret i foråret 2010. Hovedrolleindehaveren Signe A. Mannov modtog Reumert-komiteens Talentpris for sin fabelagtige præstation som Grethe Bartram.
Obs: der ryges cigaretter på scenen under forestillingen.
OMTALE
Århus Stiftstidende skriver om Besættelse her.
""Besættelse" er en fantastisk forestilling, der fænger. Både på grund af en flot opsætning og især en historie, der både beskriver et stykke af besættelsen, men også fra mange vinkler prøver at finde ud af, hvad ondskab er med udgangspunkt i historien om den århusianske stikker Grethe Bartram."
"Mens man lytter spændt til ordene, udvikler scenen sig dramatisk stærkt og effektivt i Lars Junggreens iscenesættelse. Han har et fantastisk greb om personskarens møder og modsætninger, som Gitte Baastrups scene i den store nøgne teaktrækasse befordrer så godt."
"Med en imponerende detaljeringsgrad og en udsøgt sans for at skabe spænding omkring
personer og omstændigheder har Ann Sofie Oxenvad støbt en dramatisk fiktion."
"Signe Mannov rammer den lillepigeagtige uskyld og den beregnende brug af kølig, men ind imellem fanden-i-voldsk, sexet udstråling – med et ansigt, der både kan simulere forurettelse, raseri og grådkvalt fortvivlelse"
| Klik på datoen og få billetinfo til Besættelses turné |
| Design og koncept | ![]() |
Powered by | ![]() |
Teatret Svalegangen, Billetkontor 8613 8866 |