
MAESTRO er en rejse ind i et univers præget af krig, mafialignende tilstande og østeuropæisk romantik, hvor druk, hor, eder og forbandelser er en del af den dystre dagligdag. Universet dyrker venskab, bedrageri, griskhed, misundelse, hævnlyst, frygt, kærlighed, eskapisme, døden og meningsløsheden i at være i live – blandt andet er russisk roulette en yndet fritidsbeskæftigelse – men samtidig leves hver dag med en lidenskab, som var det den sidste.
Forestillingen er baseret på norske Tore Renbergs stykke ”Sonny”, der udspringer af den norske gruppe Kaizers Orchestras dunkle og dybt fascinerende univers på deres tre første plader ”Ompa Til Du Dør”, ”Evig Pint” og ”Maestro”.
I midten af orkanens øje befinder barndomsvennerne Sonny, Vicente og Victoria sig. Sonny og Vicente er blodbrødre, mens Victoria er pigen, de begge elsker. Sammen udgør de hovedaksen i Resistansen – den modstandsbevægelse, der kæmper mod det mystiske overhoved Mr. Kaizer og hans højre hånd, Clavier.
Udover at kæmpe mod fjenden er hovedpersonen Sonny i konstant kamp med sine egne indre dæmoner. Victoria har valgt at gifte sig med Vicente, og jalousien over at være taberen i denne kærlighedstrekant får Sonny til at sælge ud af sine egne idealer og svigte Resistansen med fatale konsekvenser til følge.
En rock-teater-bastard
Forestillingen kaldes en ”rock-teater-bastard med musik af Kaizers Orchestra”. Dvs. at det ikke er en teaterkoncert, da sangene ikke fortolkes på nye og anderledes måder, som set i andre teatres opsætninger. Og det er ikke en musical, da sangene i forestillingen oprindeligt er skrevet til det norske band Kaizers Orchestras tre første albums. Og så alligevel… det er midt i mellem… det skal bare opleves! Forestillingen kan sagtens nydes uden et indgående kendskab til Kaizers Orchestras sangkatalog, da sangene synges på dansk og indgår som en naturlig, sanselig del af fortællingen.
Produceres i samarbejde med Teater Nordkraft og Team Teatret.
Skandinaviens bedste liveorkester?
Kaizers Orchestra blev dannet i 2000 af sanger Janove Ottesen og guitarist Geir Zahl og har siden markeret sig som et af Skandinaviens mest populære orkestre, primært på grund af bandets fantastiske liveoptrædener. Deres musik er energisk sigøjnerrock blandet med østeuropæisk ompa-musik kraftigt inspireret af bl.a. Tom Waits. De bruger ofte mange anderledes elementer som instrumenter, såsom olietønder og koben, mens mafiakostumer, gasmasker og andre krigskuriosa er en integreret del af deres liveshows.
Se et eksempel på bandets livekvaliteter her.
| Design og koncept | ![]() |
Powered by | ![]() |
Teatret Svalegangen, Billetkontor 8613 8866 |