Fanø
UNDER DEN IDYLLISKE OVERFLADE LURER ALT ANDET END SANDHEDEN...
FANØ er historien om to mennesker, et par, i et sommerhus på Fanø. De er vendt tilbage til øen for at komme videre og starte forfra efter en ulykke tre år tidligere, hvor de mistede deres barn. Nu sidder de igen i sommerhuset og skal forsøge at finde hinanden … at finde tilbage til det, der var engang.
Men øen begynder at trænge ind på dem. Og i fortiden lurer uafsluttede historier og begge husker de forskelligt, hvad det var, der skete dengang for tre år siden. Det frygtelige der skete, som gør at de må starte forfra. De var aldrig alene. Der var et barn. Eller måske har der aldrig været et barn? Måske gemmer de på en langt mere grusom sandhed om deres forhold? De må skabe en ny virkelighed, et nyt syn på fremtiden, en ny terrassedør. Men vil det virkelig hjælpe, vil en ny udsigt ud over vandet give et klart syn på virkeligheden? Og de er ikke alene. Der er en, som holder øje med dem. Og en, der trænger sig på. Idyllen er umulig at opretholde, al modstand nedbrydes og det fremmede bruser ind. Ingen kender sandheden helt.
PSYKOLOGISK GYS
FANØ kredser om den forskellighed, hvormed vi hver især oplever virkeligheden, hvilke konsekvenser det har for parforhold og relationer generelt. Og netop de forskellige virkelighedsopfattelser skaber en del psykologiske gys undervejs i forestillingen. FANØ er Julie Maj Jakobsens afgangsstykke fra Dramatikeruddannelsen i Aarhus i 2010 og med denne ønsker Teatret Svalegangen at fortsætte traditionen med nyskreven, vedkommende og samfundsaktuel dansk dramatik. I dramatiske tableauer og effektfulde spring i tid tilspidses handlingen, og de verdener kolliderer med hinanden. Parret må se deres historie og virkelighed i øjnene.