SPILLEPERIODE 30. AUG.- 26. SEP. 2012


TURNEPERIODE 1. OKT.- 3. NOV. 2012


MEDVIRKENDE SOFIE STOUGAARD, ULVER SKULI ABILDGAARD, HANS HOLTEGAARD, DANIEL BEVENSEE, CHRISTINA BECH OG DURITA DAHL ANDREASSEN

TEKST RICHARD BEAN

INSTRUKTION ANDERS LUNDORPH

SCENOGRAFI NIKOLAJ HEISELBERG TRAP

OVERSÆTTELSE CAROLINE CECILIE MALLING


VARIGHED 2 TIMER OG 40 MIN INKL. PAUSE.

Den Vantro

Teatret Svalegangen åbner den nye sæson med en komedie, der henter sin inspiration i farceagtige situationskomedier. Forlægget er engelsk, skarpt og morsomt og i lighed med sit-coms såsom ”Halløj på Badehotellet”. DEN VANTRO er en komedie om klima, kærlighed og kynisme.


KLIMA: PROBLEM ELLER PENGEMASKINE?

Sofie Stougaard (kendt fra bl.a. tv-serier som ”Langt fra Las Vegas” og ”Nikolaj og Julie”) spiller hovedrollen som klimaforskeren Diana, der underviser på Aarhus Universitet. Hun begynder at blive truet på livet, dels fordi hendes kæmpe Jaguar udleder betragtelige mængder CO2, men primært fordi hendes forskning peger imod, at klimaproblemerne ikke er helt så alvorlige som først antaget. Faktisk eksisterer de slet ikke.


Pludselig er Diana omringet af potentielle fjender, som alle vil hende til livs. Især hendes tidligere flamme - universitetets rektor - er efter hende for at tvinge hende til at ændre sine forskningsresultater til det modsatte. Han er meget interesseret i at få skabt en model som kan påvise at vandstandene stiger. En sådan model kan nemlig sælges dyrt til forsikringsselskaber, hvilket vil give universitetet flere penge. Men en ting er rektoren, også Dianas datter er dybt uenig med sin mor, ja afskyr hende nærmest og har i protest kastet sig ud i en voldsom hetz mod sin mor. Og Dianas mest engagerede studerende - en hippie-klima-idealist uden lige - tumler også med både depressioner og sin egen CO2-udledning. Selv den snusagtige pedel opfører sig mistænkeligt. Situationen bliver efterhånden mere og mere tilspidset i takt med, at dødstruslerne og ikke mindst vejret bliver værre og værre…


KLIMA SOM RELIGION – AL GORE LEVER!

DEN VANTRO diskuterer klima som nutidens form for religion. Ikke på et højtravende (nogle ville sige kedeligt) tematisk niveau, men via gode vedkommende karakterer og et plot fuld af forviklinger. Det kan godt være at Gud er død, men Al Gore lever! Instruktør Anders Lundorph udtaler:


På en måde kan man sige, at det er på mode at mene ”det rigtige”. Ikke at det er en dårlig ting, men vi kan godt have en tendens til at gå op i ubegribelige og meget omfattende emner som fx økologi, menneskerettigheder og klima. Det er en form for moderne eskapisme, hvor det er nemmere at fokusere på problemer, man alligevel ikke kan gøre noget ved, end at tage sig af de ting i ens hverdag man egentlig kan handle på."


DANMARKSPREMIERE

DEN VANTRO (orig. titel: THE HERETIC) er skrevet af den britiske dramatiker Richard Bean, der igennem de seneste årtier har slået sit navn fast som en af Storbritanniens fineste humoristiske dramatikere. Forestillingen spillede med stor succes i foråret 2011 på Royal Court Theatre i London. I den forbindelse skrev den britiske avis The Guardian, at den er “provokerende, morsom, kontrær og stimulerende”.