Kvinder
KVINDER er en komedie om enhver kvindes forsøg på at overkomme det hele og det helst til perfektion. At være den perfekte kvinde: Den perfekte mor, have det perfekte udseende, leve det perfekte liv. Men hvad vil det egentlig sige, at noget er perfekt? Ved kvinden det overhovedet selv eller er hun fortabt under selvrealiseringens høje idealer?
For hvem er det kvinden gør det for, når nu hun fx har fået manden, barnet og karrieren? Er det for sin egen skyld? Eller er det i virkeligheden for at positionere sig overfor andre kvinder? Kvinden går mange veje for at opnå den gode fornemmelse af at udstråle overskud, lækkerhed og være en inspiration for alle omkring sig. At være hende der spreder den gode stemning, hende man bare gerne vil være!
EN KAMP FOR PLADSEN I FLOKKEN
Lisbeth er på vej – hun er blevet skilt, har sit delebarn Atle, og har gennem sin veninde fået job i konsulentfirmaet ”Turkey Consult”- firmaet som giver os svarene på, hvordan kvinder kan redde sig selv fra forfaldet. Lisbeth er succesfuld og handlekraftig også selvom det til tider føles som en uretfærdig kamp - både den på jobbet og den i privatlivet. For Lisbeth kæmper for at følge med og for at positionere sig overfor de andre kvinder i sit liv. Kampen om pladsen i firmaet er hård, og den overfor veninden er svær, men måske ikke så uhåndterbar som kampen mod pædagogen, som altid skal give hende dårlig samvittighed. Et oprør ulmer i Lisbeth. Et oprør mod alle de andre kvinder, veninderne på arbejdspladsen, som tror de har styr på deres liv eller mod kvinderne i damebladene. Men tør hun tage kampen?
KVINDER OG KVINDER I MELLEM
Efter sidste sæsons rammende forestilling ”Brøl”, om mandens kamp for at finde sin plads i kønskampen i dag, tager Teatret Svalegangen nu fat på kvinden. KVINDER er skrevet af Caroline Cecilie Malling Jørgensen, uddannet fra Dramatikeruddannelsen ved Aarhus Teater i 2010, og er skrevet ud fra et ønske om at sætte den kvindelige selviscenesættelse på spidsen og den evige kamp kvinden kæmper for anerkendelse som den altomfavnende perfekte kvinde.
Forestillingen kommenterer på det ironiske i, at kvinder altid måler sig selv i forhold til andres kvinders succes samtidig med at de forsøger at passe ind og måske overgå hinanden. Måske er kvinder i virkeligheden kvinder værst. Og måske skal kvinder i flok i dag mere ses som aggressive kalkuner, der kæmper for en plads i hierarkiet, end en sladrende hønsegård. For én ting er at spejle sig i omverdenens idealer, men hvorfor er det, at man også ligger i ”konkurrence” med dem, der står lige ved siden af en?
