Kasper Porsdal
VI HAR BRUG FOR AT HAVE DET SJOVT
Kasper Porsdal lavede sin første stand-up special Find 5 Fejl i 2016, og endelig – her seks år senere – er han klar til at annoncere sit andet show Små ting jeg vil sige.
Tager det virkelig så mange år at skrive et nyt show, tænker du? Om dette siger Kasper: ”Jeg har jo også lige skulle skrive den her pressetekst,” udtaler altså Kasper Porsdal, der selv har skrevet hele denne pressetekst. Ja, det er altså også bare mig, der skriver nu.
Jeg er klar med mit nye show, og det handler om alt det, jeg synes er sjovt. Sagt på den måde, jeg synes er sjovt. Og lige dér hvor jeg synes, det er sjovest. Nemlig på en stand-up scene. Showet handler ikke om store ting. Jeg tror ikke, at vi har behov for flere meningsdannere, influencere og klummeartikelskrivere til at sætte ord på alt det, som ingen af os kan overskue at forholde sig til. Jeg tror, vi har brug for at have det sjovt med alle de små ting.
Showet gør dig måske ikke meget klogere. Men det får dig til at grine, for det er mit eneste mål med showet. Og jeg ved, at det bliver rigtig sjovt.