United Change 2021
SÅDAN FOREGÅR DET
- 6 verdensmål på ca. 2 timer
- 3 verdensmål i Rosenkrantzgade (gratis)
- 3 verdensmål på teatrets scener (kræver billet)
ET GLOBALT FÆLLESAREAL
Kokassebanko (ja, du læste rigtigt), en undervandskoncert, DJ’s, bar og et loungeområde. En animeret tidsrejse tilbage til urskovene og et klimamedley med 120 gospelsangere. En VR-oplevelse om modens vej til dit klædeskab og en monolog om lykkeligt overforbrug fra et bjerg af skrald. Seks verdensmål, tre gratis, tre med entre. For 135 kr. får du en totaloplevelse i seks udvalgte verdensmål, når Teatret Svalegangens scener, gader og baggårde forvandles til en klima-vejfest for hele byen.
I år er vores fokus på FN’s verdensmål om klimaet, men ambitionen med UNITED CHANGE er at skabe et globalt fællesareal i 2023, hvor alle 17 verdensmål bliver sat i scene. Det handler om at se nye muligheder via kunsten. At kunst indeholder en kapital af viden, kraft og fantasi, som kan føre til handling i kampen for vores fælles klode.
VERDENSMÅL ISCENESÆTTES
Det verdensberømte kunstnerkollektiv Between Music fører dig under vand, når de opfører undervandskoncerten BELOW THE SURFACE live fra glastanke tilsat flydende videokunst. Satirikerduoen Mads Kamp og Jesper B. Hansen har udviklet gameshowet KOKASSEBANKO, der hostes af skuespiller Maja Juhlin og en en masse køer. Klima-medley’et DET ER DIT VALG opføres af Aarhus Gospel Singers, og så kan du se frem til overgangsritualet ODE TIL JORDEN med Maibritt Saerens og Sidsel Agensø flankeret af en animeret tidsrejse til urskovenes tid. Desuden får Line Knutzsons ironiske monolog GLADE BÆREDYGTIGE DAGE om lykkeligt overforbrug repremiere sammen med VR-installationen X-RAY FASHION om tøjets vej fra Bangladesh til dit klædeskab.