Skattesagens Helte
SKATTESAGEN GENOPTAGES
Muligt magtmisbrug. En hemmelig dagbog. Homorygter. Stribevis af politianmeldte lækager. Et notat, som pludselig dukker op i politiets bankboks. En spindoktor, der forsøger at ramme en anden spindoktor. Og topembedsmænd, der fører Folketingets Ombudsmand bag lyset. Sagen om Helle Thorning-Schmidt og ægtefællen Stephen Kinnocks skatteforhold og den efterfølgende kulegravning af skattesagen i 2010, indeholder alle ingredienser til en politisk thriller.
I et mix af musik, dokumentarisme, satire, dramatiserede scener, diskussion og dialog med publikum, filtrerer tre skuespillere og to musikere sagen om Helle Thorning-Schmidt og hendes mands skatteforhold fra hinanden i en dybdeborende musikalsk komedie om skat, spin og sladder.
SAGEN DER FORSVANDT
SKATTESAGENS HELTE er skrevet af Kristian Halken med sange af Jens Korse fra den legendariske satiregruppe Selvsving på baggrund af journalist Marie Louise Toksvigs bog “Skat, Spin og Sladder”. Glæd dig til et satirisk univers befolket af skatteministre, spindoktorer, politikere og embedsmænd, når Ina-Miriam Rosenbaum, Andreas Jebro og Søren Bang Jensen går tæt på Troels Lund Poulsen, Peter Arnfeldt og alle de andre implicerede. Det her er intet mindre end et stykke danmarkshistorie, der har kostet mere end Tamilsagen, og som på mærkværdig vis er gået i den kollektive glemmebog. Vi er spændte!