Ta' Mig Som Jeg Er
FRA STRØMPEFABRIK TIL SPOTLYS
”Elskede ven”. Sådan afslutter Grethe Ingmann sangen og vender sig mod sin mand Jørgen, så hendes draperede kjoleryg bliver synlig for publikum. Lyden af klapsalver og jubeltilråb fylder salen. Det Europæiske Melodigrandprix 1963 er slut, og Grethe og Jørgen har vundet. Ikke bare danskernes hjerter, men nu også hele Europas.
Grethe havde en sangstemme uden sammenligning. Det fandt hun ud af, da hun som helt ung fik en musikalsk vækkelse og skiftede strømpefabrikken på Amager ud med drømmen om et liv i showbizz. Efter sin debut som 17-årig spredte rygtet om den talentfulde sangerinde sig som en steppebrand. Grethe fik publikum helt ud på kanten af stolene og blev ét med 50’ernes danserestauranter. Men musikken slukkede alt for tidligt…
ET USLEBENT PORTRÆT
TA’ MIG SOM JEG ER er et kærligt og uslebent portræt af Grethe Ingmann. En sangerinde hvis hjerte bankede for jazzmusikken og som Bent Fabricius Bjerre kaldte for den danske Ella Fitzgerald. En kvinde der kom fra intet og erobrede alt, men som døde tidligt med ingenting. Det er en historie om storhed og fald – men mest af alt om musikken. Oplev Grethe Ingmann, når Trine Pallesen og Mathias Groves seksmandsorkester vækker hende til live.