Fishtail
OCEANISKE KÆRLIGHEDSDRØMME
FISHTAIL er et dukke-teatralsk oprør mod køns- og seksualitetsnormer tilsat dans, elektronisk musik, sårbarhed og intimitet. Den prisvindende forfatter og dramatiker Bjørn Rasmussens tekster udvider de kønsstereotyper, mange ikke kan finde sig selv i. FISHTAIL er en flydende fortælling om at søge tryghed i havet og nære håb om skælbelagte, oceaniske kærlighedsdrømme.
Skal man forvandle sig for at opnå kærligheden? FISHTAIL er inspireret af H.C. Andersens eventyr om Den Lille Havfrue, der opgiver sin hale og noget af sig selv for at blive set og elsket.
ER JEG VÆRD AT ELSKE?
En danser, en skuespiller og en dukkefører tager dig med ned under havoverfladen. Her udspiller sig fragmenter af en historie om at være ung og vildfaren i sin krop, og om den ensomhed der opstår, når man ikke bliver set, som den man er. Det er et kalejdoskopisk sansebombardement, der tager publikum dybt ned til den riflede havbund, hvor sandet er fløjlsblødt, og hvor store spørgsmål folder deres vinger ud og synger: Hvem er jeg? ”Er jeg overhovedet værd at elske?”