Ilt
BARNLØS ELLER SAMVITTIGHEDSLØS
Et ungt par er i IKEA. Mellem köttbullar og saml-selv-køkkener falder samtalen på børn. Er det noget, de skal have? Er de klar til det? Er verden? Hun er tilbageholden – det er jo hendes krop, der skal gøre arbejdet, og hvad med klimaet? Man kan jo flyve til New York og tilbage igen hver dag i syv år og stadig efterlade et mindre CO2-aftryk, end hvis de fik ét barn!
ILT er et moderne parforholdsdrama med perspektiver til klimakrisen. Et kærestepar er i tvivl, om de skal have et barn. Hvis de tænker for meget, kommer det aldrig til at ske, og hvis de ikke tænker sig godt om, kan det måske få katastrofale følger. I et hæsblæsende tempo veksles gnistrende dialog og afvæbnende humor med rørende indsigt i livets store spørgsmål. Kan man tage klimaudfordringen seriøst og stadig leve sit liv optimalt? Hvad går i givet fald først i stykker? Planeten eller parforholdet?
KLIMAANGSTE HVERDAGSDISKUSSIONER
Duncan Macmillans prisvindende tekst fik tildelt prisen Best New Play i London i 2013, og med Teater Next får den nu en dansk oversættelse af Lars Mikkelsen og Simon Boberg. Boberg har instrueret forestillingen, som drives frem af skuespillerne Marie Tourell Søderberg og Christian Bergman. Er du typen, som har fået børn, ikke har børn, gerne vil have børn, aldrig vil have børn eller står og hopper for at få nogle børnebørn, så tag ind og se ILT.