Readings
VESTBREDDEN - READING 10 DEN 23. MAJ
TO ETNISKE DANSKERE FLYTTER IND
"Et ungt par flytter til et socialt boligbyggeri, som i folkemunde kaldes for VESTBREDDEN. Christine og Benjamin er i midten af 20’erne, og de flytter til et socialt boligbyggeri for at gøre en forskel. Men en dag kommer de hjem til smadrede ruder. Kan det virkelig være drengene ved siden af, der har hævnet sig, fordi de sad og drak vin på et af fællesarealerne, eller er det bare et uheld? Hændelserne eskalerer, og det gør paranoiaen også. Christine og Benjamin beslutter sig for at slå igen, og en nabokrig begynder.
Den 23. maj åbner Teatret Svalegangen igen dørene til maskinrummet, når dramatiker Niclas Ashkan Johansen afprøver sit nye manuskript VESTBREDDEN. Efter kun fire timers forberedelse inviteres publikum med ind i teatrets maskinrum i et
dristigt forsøg på at inkludere netop deres mening på scenen. Johansen er uddannet fra dramatikeruddannelsen i 2013 og forklarer om teksten: ”Da jeg begyndte at skrive VESTBREDDEN, havde jeg ikke nogen teori, tese eller præmis for teksten. Selv titlen var bare et eksempel på det århusianske folkevid: områderne vest for centrum og Åbyhøj hørte jeg tit bekendte kalde enten Vestbredden eller Gazastriben. Hvad jeg derimod havde var billeder og minder. Da jeg var lille, kan jeg huske brevsprækker, der blev tapet sammen omkring Ramadanen, så der ikke blev smidt fyrværkeri ind. En ven fik kastet sten efter sig, bare fordi han cyklede forbi, en veninde ringede mig altid op, når hun gik alene hjem gennem blokkene, hvis der nu skulle ske noget.”
FRYGTENS ANSIGT
VESTBREDDEN er en tekst, om to mennesker, der flytter til et belastet område med de bedste hensigter, men som ender i en nervepirrende nabokrig. Det er et moderne samtidsdrama om frygt, om hvad frygt gør ved en, og hvordan man ikke er sig selv, når man er skræmt. På scenen er det skuespillerne Fanny Louise Berth (VHS vs. Betamax 2017, Inga Og Lutz, 2015) og Mads Reuther, der spiller Christine og Benjamin, mens Wahied Sui og Malik Grosos indtager rollerne som Saif og Ibrahim. Anna Andrea Malzer fra Den Danske Scenekunstskole instruerer VESTBREDDEN.
MEDVIRKENDE WAHIED SUI, FANNY LOUISE BERNTH, MALIK GROSOS, MADS REUTHER
TEKST NICLAS JOHANSEN
INSTRUKTION ANNA ANDREA MALZER
FACILITATOR NANNA GRAUGÅRD JESSEN
Køb billet