No Regrets
LOD ALDRIG ET STRÅ STÅ
Hvad sker der, når ens største hemmelighed bliver afsløret i et sladderblad? Når en barndomstragedie pludseligt bliver til offentligt skue. Kan man fortsætte? Kan man stadig løbe ind på banen? Tøffe løb ind.
Nu genopsættes publikums- og anmeldersuccessen NO REGRETS – dramatiseringen af Stig Tøftings rå og roste selvbiografi fra 2005. Det er teater om en kompromisløs midtbaneslider og en fortælling om at blive en byhelt på trods, eller måske i kraft, af de tragedier man har med sig. Tøfting var ingen Laudrup. Han var aldrig selvskrevet, men den århusianske plæneklipper havde en vilje som få og lod aldrig et strå stå.
MOD ALLE ODDS
NO REGRETS er en hudløs ærlig fortælling om et menneske, der mod alle odds kæmper sig til en tilværelse som professionel fodboldspiller med sit livsmotto NO REGRETS tatoveret henover maven. Intet er pakket væk. Voldsdommene, fodboldens skyggesider eller dagen hvor 13-årige Stig kommer hjem fra kamp og finder begge forældre skudt i lejligheden på Frederiks Allé. 18 timer senere spiller han kamp i Randers og bliver kåret til turneringens bedste spiller. ”Når jeg går ind over stregen, eksisterer alt det uden om ikke. Jeg spiller og gør ikke noget andet.”