Højbjergmordet
Bemærk: Teatret Svalegangen må med beklagelse meddele aflysningen af forestillingen HØJBJERGMORDET. Beslutningen er taget som konsekvens af en både respektfuld og konstruktiv dialog med pårørende til afdøde Marie Lock- Hansen og hendes mand, Oscar Lock-Hansen.
KRIMINALGÅDEN SOM STADIG SPØGER
”Vi har travlt, men hvis De kan gøre det kort og klart, så kom med ind.” sagde Marie Lock-Hansen angiveligt, da hun lukkede sin morder ind. Men hvorfor likvidere en tilsyneladende uskyldig forstadsfrue med kynisk præcision? Stikkerdrab, jalousimord, arveopgør, sindssyge, spionage for østblokken? Teorierne er mange og har indlejret sig i aarhusianere på tværs af generationer.
Det er en af danmarkshistoriens mest omdiskuterede drabssager. Marie Lock-Hansen blev skudt på klos hold den 10. november 1967 i sit hjem i Hestehavekvarteret i Højbjerg. Sagen hjemsøgte Aarhus, og mange skeler stadig til huset, når de passerer det på Oddervej. Trods 20.000 afhøringer og mere end 100.000 efterforskningstimer forbliver gerningsmanden en gåde.
EN TIDSREJSE IND I MØRKET
Nu genoptager Teatret Svalegangen og to efterforskere sagen i et højspændt true crime-drama, der kaster nyt lys over Aarhus’ største mordgåde. Datidens kvindesyn har tegnet forskellige billeder af Marie, men hvem var hun egentlig? Hvem var morderen? Hvad var motivet? HØJBJERGMORDET er en tidsrejse ind i mordteoriernes mørke. En fængslende efterforskningshistorie, der mixer dramatik, dokumentarisme, fiktion og augmented reality. Forestillingen er udviklet i samarbejde med XR-produktionshuset MANND.